behandling

07-10-2019

Åha, jeg er så glad 🙂 både for Anders´ dejlige besked i gæstebogen her på hjemmesiden. Hvor han skriver, at det er rart at følge mig. Ih, hvor er det sådan noget, jeg har brug for at høre.

Ellers er der mere end nok skrivning i mit liv lige for tiden. Udover at have breve ´en masse´ liggende, så er der jo den daglige rutine med dagbogsskrivning hver morgen i ca.2 timer (det forklarer seneknuderne i håndleddet 🤔 ). og endelig er jeg begyndt på et online skrivekursus. Lene Dybdahl, fantasy-forfatter, har et kursus, der hedder SKRIVEREJSEN.DK. Ind til videre er jeg meget godt tilfreds. Har fulgt en god del af undervisningen og har fået nogen af tingene i min egen bog - den, der gerne skulle komme ud af  det - ridset op og idéer skrevet ned + de idéer fylder hulens meget i knolden, når jeg sådan går rundt og laver alt muligt andet 😀 men jeg æææææælsker  det ❤ . Skriverejsen.dk er noget, jeg har fulgt med i i et stykke tid. Eller rettere, jeg har fulgt Lene D. og endelig en dag, der var et gratis workshop, sprang jeg først på den. Og der var så et godt tilbud til os medvirkende, at betale færre penge for kurset. 197,- kr. om måneden. Det synes jeg nu ikke er så galt. Overhovedet! Havregryn smager godt, så det kan jeg sagtens leve på 😋

Udover mine ben, som volder mig mange problemer: væske + korsbånd i knæet, inflammation i en sene, der løber på begge sider af lårerne + at der er betændelse og slid i hofterne, så derfor har jeg fået blokader 2 gange med 6 ugers mellemrum. skal så have en en sidste gang i november. Hvis I har smerter og bliver tilbudt en blokade, kan jeg sige, at jeg har virkelig god effekt af det. Det varierer, hvordan det hælper på folk. Men ´go for it´ - i hvert fald virker det, som sagt, for mig. 😉 Men fordi vejen frem er at få baller af stål, så træner jeg med øvelser, hver dag og jeg kan faktisk godt lide at bruge min krop.

Desuden er stakkels Lars syg. Det er 6. uge, han er hjemme nu. Han eer ikke særlig frisk. Det hele går lidt på helbredet her i dene tid. Er vi ved at blive gamle? ja, når jeg tager mig selv i at sige ´gud fri mig vel´, så føler jeg mig tudsegammel. Jeg må virkelig passe på mit sprog. Som man siger til folk, der bander for meget. Og med mig er det lige omvendt. Jeg skal bande noget mere for at være ung med de unge, ha ha ha ha  🙃  Efter alle de komplekser, jeg har fået, efter jeg er blevet 50 !!!!!!!, er komplekserne endelig begyndt at opløses lidt i den tomme luft og jeg er faktisk begyndt at føle mig lidt voksen. Er der ikke noget om, at 50 er de nye 20 ´ere. FNIS. 😀 😉

Billedet, jeg har sat på, er min mor og undertegnede, da vi for en uge siden var en tur i Ree Park ved Ebeltoft. Dejlig tur 🙂

 

Håber, I læser med. tak til jer, der gør ❤

07-09-2019

For 2 måneder måtte vi så sige farvel til min svigerfar, Børge. Han var blevet 89 og var meget klar til rejsen til den næste verden. Min svigermor, Tove, gik bort i 2014, og siden da havde livet ikke været det samme for ham. De havde 56-57 år sammen; et langt liv, så er det slemt at blive alene. Han sad det meste af tiden i sit hus, og kunne sådan set godt få tiden til at gå med at passe det. Men til sidst ville helbredet ikke, som han ville mere. Så han kom her til Hammel, hvor vi jo bor. Vi var ofte henne hos ham. Han blev mindre og mindre interesseret i tingene. Ville ikke have fjernsynet kørende, men heldigvis havde han nogen store vinduer, ud til en forholdsvis befærdet vej. Og han kunne rigtig godt lide at siddde og kigge ud på menneskerne, der gik, cyklede og kørte forbi. Det var dejligt, at i det midste det var noget for ham. Aviser, blade og bøger, som han - nysgerrig og videbegærlig, som han var - før havde meget glæde af, sagde ham intet til sidst. Han var klar til at komme videre.

Henmod slutningen ringede han til mig en morgen kl. 6. Jeg ringede til lægevagten, som ikke ville komme ud, så tæt på at lægen åbnede. Men da lægen hørte, hvordan det var fat, bad de mig ringe 112. Ambulancen kom med udrykning. Og vi kørte til sygehuset, hvor Lars også hurtigt tog fri fra arbejde og kom ind. Det viste sig ikke blot at være blærebetændelse, men mere alvorligt, tarmslyng. Inden for kort tid afslog han behandling, og var således kun på smertestillende og beroligende. Natten til fredag, ringede de til mig kl. 00:30, at han var sovet ind. Selvfølgelig var vi kede af det og har grædt meget, men vi trøster os med, at det var den vej, han gerne ville. Han ville op til sin kone, sidde på en lille sky og kigge ned til os. Der er bestemt en tom plads efter ham, men vi trøster os med, som jeg har sagt, at det var det, han ville ❤

02-09-2019

I dag har jeg modtaget en kædevest, som jeg har søgt gennem kommunen. Et hjæpemidddel, simpelhen. den virker som en kuglevest eller en kugledyne. kuglerne stimulerer sanserne, når man bevæger sig, og skaber den et pres, der virker beroligende. At kuglerne hele tiden tilpasser sig ens krop, har en meget gavnende virkning, når man taler om at komme ned i gear. Det er i hvert fald det, jeg eftersøger og efterspørger.

For mig er det rart, at føle den tyngde, der er i min kugledyne. Men den er stor og uhandy. Derfor søgte jeg denne vest. Egentlig søgte jeg en kuglevest, men det var kædevest, der kunne lade sig gøre at få fat på. Og jeg er glad for at prøve, om det er noget, der - forhåbentlig - ville kunne gøre en forskel på den uro og angst, jeg dagligt døjer med.

Ja, jeg vil ikke sige, at jeg er villig til at prøve alt, for der er da grænser og de er ikke særlig vide, for jeg vil ikke eksprimentere og afprøve diverse mere eller mindre sjove ting. Men noget, jeg kan stå inde for, det afprøves.

Nada er jeg stoppet med, da der opstod en vis uenighed om tingene, med den behandler jeg havde.

Men nu afprøver jeg altså kalorius her, som I ser på billedet. Meget kan man sige, men særlig diskret eller yndig er den nu ikke!!!

06-07-2019

Nada er der samme som øreakupunktur. Først vil jeg lige forklare, hvordan det forgår: Man får nåle i ørerne, i forhold til, hvor det skal hjælpe. For mit vedkomne er det angst, det skal afhjælpe. Så det, der sker er, at jeg får 5 nåle i hvert øre. Desuden en imellem øjenbrynene; det tredje øje, kan man også kalde det punkt. Og endelig fire nåle i issen. De punkter, de nåle rammer i issen der, kaldes de 4 søstre. Både nålene i panden og i issen, skal katalysere den virkning, som nålene i ørerne virker på. Dér sidder man så i 45 minutter. I ro og frem, uden at tale.

Efterhånden har jeg fået det mange gange. Både mens jeg var indlagt i ´16, efter min fars død. Jeg sov ikke i 18 dage, trods nålene. Men i denne tid er jeg i et forløb, hvor jeg grundet stress og angst, får det 2 gange om ugen. Det er en sygeplejerske fra psykiatriske hospital i Randers, der er min ´nålemager´.

Filosofien bag nada er fra den traditionelle kinesiske medivin og filosofi.

Det hjælper med det samme, er min oplevelse fra dette forløb, jeg er i gang med nu. Man bliver beroliget. Meningen er også, at virkningen skal sætte gang i ens selvhelbredelse. For kroppen og dermed sindet, bliver hjulpet af, at det autononome nervesystem bliver bliver stimuleret gennem kroppens hormoner og transmitter-stoffer. Det skal også tilføjes -  meget vigtigt - at det ingen bivirkninger har. så når man er begyndt at bruge det i rigt mål, kan detjoo ikke være bedre, i forhold til at man tager mindre, eller måske stopper helt med medicinen.

Det får min varmeste anbefaling 🙂

01-06-2019

Nu vil jeg fortælle lidt om en ´rejse´, jeg har været på.

Den handler om den måde, man kan lære at håndtere sin angst på, nemlig ved brug af eksponering ... Teorien bag eksponeringen er, at man udsætter sig for det, man er bange for.

Det kan være at holde en edderkop, når de er ens frygt. Man kan udsætte sig for høje steder, hvis det er der, ens frygt ligger. Og som i mit tilfælde, kan man gå ture, hvis det er det at gå ud, man er bange for. Det der med at ´komme ud over dørtrinnet´, har været et problem for mig så længe tilbage, som jeg kan huske. Selvfølelig er det med varierende niveauer på angst-skalaen, på de forskellige tider. Men efter min far døde, blev niveauet målt på min indre angst-skala, skyhøjt. Når man er i en proces med at eksponere, måler man sin angst på en skala fra 0-10. Hvor 0 er ingen angst og 10 er så meget, at man holder sig fra aldeles alt, man er bange for. Når min angst er på 8, lader jeg være med at forlade hjemmet. Den skal helst være omkring højst 6. Men - som sagt - skal man udsætte sig selv for det, man er bange for.

Hvis man som mig er bange for at komme ud blandet andre mennesker, er det nok ikke Ikea på en lørdag formidddag, man skal hoppe ud i som det første. Min første udfordring var, at jeg skulle gå en lille tur her i området. Jeg begyndte med en tur på 10 minutter. I længere tid gik jeg samme rute - i ugesvis. Indtil jeg magtede at udvide ruten, for efterhånden endda at ændre ruten. Dernæst kom turen til at handle 🤪 Hvis gåturen var svær, så var det at handle rædselsfuldt. Men jeg gjorde det. Men altid i selskab med min mand, Lars. Sidenhen har jeg sommetider magtet at handle med mine veninder. Det er virkelig noget, der virker; det dersens eksponering, Men jeg må sige, at sjovt - nej, det er det ikke. Det er hårdt arbejde. Og ubehageligt arbejde. Svært. Og ind imellem kommer der nederlag. Hvor man så må sige, at  nej, ud på vejen kom jeg ikke, men i det míndste ud i haven, eller bare på terrassen.

Det handler om at gøre det HVER ENESTE dag. Ikke kun hver anden, for det er gentagelserne, der er grundlæggende for, at det virker.

Angsten kan narre en. Når man f.eks. går op af en trappe, kan ens puls naturligvis stige. At ens hjerte arbejder hurtigere, kan føles, som om at et angstanfald er på vej. Derfor kan man også arbejde med at ´snyde´ kroppen. Og på  den måde lære, at det altså ikke er farligt. At man kunne blive svimmel, kan også narre en til at tro, at nu er der et anfald på vej. Og det er en af mine ´ting´. Mine øvelser, hvad det angik, gik derfor ud på, at jeg skulle sidde på en kontor-stol og snurre rundt på den. 7 gange rundt, for så at rejse mig op og gå hurtigt 10 gange frem og tilbage. Selvfølgelig var min umiddelbare frygt, som svimmelhedden satte i kroppen, at jeg helt sikkert ville falde. Men når jeg havde gjort disse øvelser HVER DAG og i lang tid, skulle min krop og især mit sind lære, at det at blive svimmel pga. angst, ikke betyder, at man(jeg) vil falde og i den dur. Så det øvede jeg. og mht. at få ens puls op, trak jeg vejret gennem et sugerør, hyper-ventilerede så. Dét sætter om noget kroppen i beredskab,´nu dør jeg´...  eller tanker lignende. Og det gør man ikke, og det lærer krop og sind. Gentagelserne...!!!

Det kan være at det er lidt rodet stillet op, men jeg håber, at det alligevel gav mening. Sidste sommer var jeg ude og holde foredrag på et kursus, hvor deltagerne skulle lære at håndtere deres angst. Det kursus indeholdt de elementer, jeg har præsenteret for jer her. Og jeg tror nu nok, at jeg slap meget godt fra det.