NADA

06-07-2019

Nada er der samme som øreakupunktur. Først vil jeg lige forklare, hvordan det forgår: Man får nåle i ørerne, i forhold til, hvor det skal hjælpe. For mit vedkomne er det angst, det skal afhjælpe. Så det, der sker er, at jeg får 5 nåle i hvert øre. Desuden en imellem øjenbrynene; det tredje øje, kan man også kalde det punkt. Og endelig fire nåle i issen. De punkter, de nåle rammer i issen der, kaldes de 4 søstre. Både nålene i panden og i issen, skal katalysere den virkning, som nålene i ørerne virker på. Dér sidder man så i 45 minutter. I ro og frem, uden at tale.

Efterhånden har jeg fået det mange gange. Både mens jeg var indlagt i ´16, efter min fars død. Jeg sov ikke i 18 dage, trods nålene. Men i denne tid er jeg i et forløb, hvor jeg grundet stress og angst, får det 2 gange om ugen. Det er en sygeplejerske fra psykiatriske hospital i Randers, der er min ´nålemager´.

Filosofien bag nada er fra den traditionelle kinesiske medivin og filosofi.

Det hjælper med det samme, er min oplevelse fra dette forløb, jeg er i gang med nu. Man bliver beroliget. Meningen er også, at virkningen skal sætte gang i ens selvhelbredelse. For kroppen og dermed sindet, bliver hjulpet af, at det autononome nervesystem bliver bliver stimuleret gennem kroppens hormoner og transmitter-stoffer. Det skal også tilføjes -  meget vigtigt - at det ingen bivirkninger har. så når man er begyndt at bruge det i rigt mål, kan detjoo ikke være bedre, i forhold til at man tager mindre, eller måske stopper helt med medicinen.

Det får min varmeste anbefaling 🙂

01-06-2019

Nu vil jeg fortælle lidt om en ´rejse´, jeg har været på.

Den handler om den måde, man kan lære at håndtere sin angst på, nemlig ved brug af eksponering ... Teorien bag eksponeringen er, at man udsætter sig for det, man er bange for.

Det kan være at holde en edderkop, når de er ens frygt. Man kan udsætte sig for høje steder, hvis det er der, ens frygt ligger. Og som i mit tilfælde, kan man gå ture, hvis det er det at gå ud, man er bange for. Det der med at ´komme ud over dørtrinnet´, har været et problem for mig så længe tilbage, som jeg kan huske. Selvfølelig er det med varierende niveauer på angst-skalaen, på de forskellige tider. Men efter min far døde, blev niveauet målt på min indre angst-skala, skyhøjt. Når man er i en proces med at eksponere, måler man sin angst på en skala fra 0-10. Hvor 0 er ingen angst og 10 er så meget, at man holder sig fra aldeles alt, man er bange for. Når min angst er på 8, lader jeg være med at forlade hjemmet. Den skal helst være omkring højst 6. Men - som sagt - skal man udsætte sig selv for det, man er bange for.

Hvis man som mig er bange for at komme ud blandet andre mennesker, er det nok ikke Ikea på en lørdag formidddag, man skal hoppe ud i som det første. Min første udfordring var, at jeg skulle gå en lille tur her i området. Jeg begyndte med en tur på 10 minutter. I længere tid gik jeg samme rute - i ugesvis. Indtil jeg magtede at udvide ruten, for efterhånden endda at ændre ruten. Dernæst kom turen til at handle 🤪 Hvis gåturen var svær, så var det at handle rædselsfuldt. Men jeg gjorde det. Men altid i selskab med min mand, Lars. Sidenhen har jeg sommetider magtet at handle med mine veninder. Det er virkelig noget, der virker; det dersens eksponering, Men jeg må sige, at sjovt - nej, det er det ikke. Det er hårdt arbejde. Og ubehageligt arbejde. Svært. Og ind imellem kommer der nederlag. Hvor man så må sige, at  nej, ud på vejen kom jeg ikke, men i det míndste ud i haven, eller bare på terrassen.

Det handler om at gøre det HVER ENESTE dag. Ikke kun hver anden, for det er gentagelserne, der er grundlæggende for, at det virker.

Angsten kan narre en. Når man f.eks. går op af en trappe, kan ens puls naturligvis stige. At ens hjerte arbejder hurtigere, kan føles, som om at et angstanfald er på vej. Derfor kan man også arbejde med at ´snyde´ kroppen. Og på  den måde lære, at det altså ikke er farligt. At man kunne blive svimmel, kan også narre en til at tro, at nu er der et anfald på vej. Og det er en af mine ´ting´. Mine øvelser, hvad det angik, gik derfor ud på, at jeg skulle sidde på en kontor-stol og snurre rundt på den. 7 gange rundt, for så at rejse mig op og gå hurtigt 10 gange frem og tilbage. Selvfølgelig var min umiddelbare frygt, som svimmelhedden satte i kroppen, at jeg helt sikkert ville falde. Men når jeg havde gjort disse øvelser HVER DAG og i lang tid, skulle min krop og især mit sind lære, at det at blive svimmel pga. angst, ikke betyder, at man(jeg) vil falde og i den dur. Så det øvede jeg. og mht. at få ens puls op, trak jeg vejret gennem et sugerør, hyper-ventilerede så. Dét sætter om noget kroppen i beredskab,´nu dør jeg´...  eller tanker lignende. Og det gør man ikke, og det lærer krop og sind. Gentagelserne...!!!

Det kan være at det er lidt rodet stillet op, men jeg håber, at det alligevel gav mening. Sidste sommer var jeg ude og holde foredrag på et kursus, hvor deltagerne skulle lære at håndtere deres angst. Det kursus indeholdt de elementer, jeg har præsenteret for jer her. Og jeg tror nu nok, at jeg slap meget godt fra det.

31-05-2019

❤d. 31. maj 2019

Tak til alle, der tålmodigt har locket ind på min hjemmeside, trods mit fravær.

Den første side på hjemmesiden her er opdateret for ikke sååååå længe siden igen. Den handler om den faktor, at min far døde af kræft i oktober ´16. Eftersom jeg var meget knyttet til min far, kom jeg i en sorg-periode, som har varet ind til nu. Sorgen er taget af, eller rettere: jeg har lært at leve med den. Om den nogensinde går helt væk, ved jeg ikke. Men jeg tvivler på det.

 

Men altså selvfølgelig er der sket mange andre ting i mit liv. Som der jo gør på næsten 3 år.

 

Men først vil jeg lige svare på nogen af de indlæg, der har været i min gæstebog. Til personen, der skrev ´get a life´, vil jeg svare, at det er jo netop det, jeg har haft. (og gerne skulle til at have igen)  Det er næsten ikke værd at svare på, for så uintelligent og ignorant er kommentaren. Kan ens tro ikke være en stor part af ens  liv? Kan man ikke vie en stor del af ens liv til det? Er det ikke bedre at have en passion, end at genere folk på nettet? Har præster og katolikker etc., der vier deres liv til deres tro, spildt deres liv?? Held med at mene det; held med at forsøge at forklare dem det... Men det er jo ikke en mulighed. Bedre er det, som jeg allerede har været inde på før, at sidde bag skærmen og forsøge at fornærme folk. Hvad du får ud af det, kan jeg i mine vildeste fantasier ikke forestille mig... Et eller andet måske??? 🤒 Ja, det er en smiley, der er ved at kaste op 🤪

Ja, vred og indgineret kan jeg også blive. Selvom det i virkeligheden ikke er værd at spilde hverken tid eller kræfter på.

--- Til jer andre, der har haft vedkomne og søde spørgemål om wicca og om wicca-bryllup, om man kan bruge wicca til sorgen over at miste ens kæreste... Wicca-bryllup foregår ved, at man finder en covern. En gruppe af folk, der sammen dyrker det. Der sammen fejrer sabbatter og så videre. Desværre er jeg ikke opdateret på, hvor disse grupper findes. Og derfor kan jeg ikke lede dig i den retning. Men jeg vil mene, at man kan finde dem på nettet. Så søg, og du skal finde. Held med det ❤ Man må ikke bruge hvid magi til at tiltrække andre. Ikke til kærlighed i hvert fald. Man udøver på den måde magt over dem. Binder dem og fratager dem deres fri vilje. Det er ikke noget, man må i hvid magi. Så der kan jeg desværre ikke hjælpe dig. Men at komme over sorgen, er noget helt andet..... Men jeg kan se, at det var helt tilbage i ´18, du skrev, så jeg håber, der kom en løsning på det...

I en periode gik jeg helt væk fra min store passion, at skrive breve. Jeg havde ellers været aktiv penneven, siden jeg kunne holde på en pen som 9-årige. Men der var mange ting, der derpå hændte. Mest af alt skyldtes det nogen dårlige oplevelser med én bestemt penneveninde. Det gjorde ondt ind i min sjæl. Og jeg følte mig brændt ud. Det førte med sig, at jeg stopped med alle penneveninder, pånær 2, som jeg havde kendt siden 1998. Det er jo alligevel et stykke tid. Og dem skriver heg heldigvis stadig med. Dejlige damer ❤ Efter en lang periode uden anden skriven end til dem + trofast og ivrig timevis daglig skriven i min dagbog, er jeg kommet på på hesten igen og skriver med en del dejlige tøser. De gør mit liv bedre og mere betydningsfuld. Så tak til dem 💋 Men ikke tak til post nord, der KUN kommer fuc**** een gang om ugen. Hold da op, hvor er det ringe. Istedet for at give folk mulighed for at skrive, at ville skrive, sætter de priserne på breve op til UHØRT høje priser. 10,- kr. for det billigste brev indenlands. Og 30,- kr. for det billigste brev udenlands. Endda til Norge eller Sverige, jeg er simpelthen mere end forarget. Skulle det gøre, at folk gerne vil skrive. I think not!!! Og at det tager en million år, før brevene kommer frem, er simpelthen så kritisabelt, at jeg nærmest ikke har ord for det. Jeg tror, at vi har det ringste postvæsen på kloden, i den vestlige del af den, i hvert fald. Dét siger ikke så lidt.

Så fik jeg brændt noget krudt af der 😀

 

13-02-2016
30-12-2015

d. 14.12.2015

 
14-12-2015

Ja, når man stikker hovedet lidt frem, risikerer man at få reaktioner! 🤨

Har I mon set de kommentarer, der er kommet jer på hjemmesiden. Fine, "intelligente" indlæg fra en, jeg anslår, 10- 11-årige frustreret dreng, der ikke kan finde på andet at lave. Så er det så nemt at sidde hjemme bag skærmen og svine folk til, uden at stå ved, hvem man er og hvorfor man gør, som man gør. "Fordi du generer mig";. Måske siger vedkomne sådan? Javel, så generer mig da tilbage. Jeg har rum nok i mig selv, til at trække på skuldrene og tænke "kvaj, har du ikke andet at gå op i?". Hvis man ikke har mere liv, end at svine folk til på nettet, så har man et sørgerligt liv. Et intet-liv. Et liv uden noget at gå op i, måske kan man ikke lide sig selv. Måske skal man lære at kamilie ikke er noget, ikke et ord, jeg kender i hvert fald. Måske menes der kamille? Men selvfølgelig det lyder også lidt hen af det samme. Men gør dit arbejde ordentligt, hvis du skal have et impact og ikke bare lige skilte med, hvor ignorant, det lige er...