30-12-2015

Tekst

🙂Hjemmeside december 2015

 

Hvad har man oplevet siden sidst? Meget - julen har jo været over os, og lige om hjørnet venter det nye år

Her i år har vi tilbragt julen oppe hos min far og Inger. Vi ankom deroppe d. 24. om eftermiddagen. Super meget hyggesnak, småkager og en masse kaffe. Inden min storebror, Hans Erik, og hans dejlige familie: kone Phantipa og to yngste unger Patrik og Camilla, ankom. De andre to sønner Henrik og Jesper var hos deres mor, Marianne. Dem holdt vi ikke jul med. Vi havde ikke set denne her side af familien med Phantipa og børnene i lange tider. Men det var så hyggeligt at genoptage kontakten med dejlige svigerinde, Phantipa og flotte nevø Patrik og smukke Camilla. Ja I kan bare se billederne og nikke i enighed.  Inger´s søn, min bonus-bror Michael, var der også. Og hyggen var total. Der var intet overraskende i menuen, heldigvis, for en jul handler i stor grad også om det traditionelle måltid: and, flæskesteg, hvide og brunede kartofler, en velsmagende sovs og rødkål. Uhm. Michael ”løb” med mandlen i risalamanden; men det var ham velundt.

Super dejlige gaver. For eksempel fik jeg et smart-ur -en aktivitets-tracker - af min søde mand. Det måler mine skridt og de ”kilometer”, jeg får gået. Samt ”alle” de mange kalorier, jeg får forbrændt på sådan en dag. Herligt. Det havde jeg også ønsket mig. Desuden fik jeg en meget original gave: nemlig et ophold i Horsens statsfængsel. Kan I slå den? Det er da vel nok specielt. Men sådan er min mand. Ikke lige til at forudse. Vi får en overnatning, dagens frokost med enten en sodavand, en øl og en kop friskbrygget kaffe eller the i café Lorenzten. Selvfølgelig entré til fængselsmuseet. Ihhhhh, hvor jeg glæder mig  Om jeg skal på sådan et ophold senere igen, ved jeg ikke, det kunne måske være sjovt. Men ellers håber jeg, at det bliver mit eneste erfaring med ophold i med et fængsel.

Af far og Inger fik jeg tøj (heja); af Camilla og Patrik: vanter; af min lillebror Dennis: to kähler vaser og en kæde med stjerner af Georg Jensen – fancy. af Michael fik jeg to flotte par øreringe, af mor: et flot strikket sjal/poncho med hætte, et billede hun selv havde malet – hun har virkelig talent - en lækker parfume, og endelig den grimmeste hoptimist med skelende øjne og kongekrone, desuden er den lyserød – god humor. Lars og ungerne fik hver en hoptimist med et fodboldhold som tema, og det var der delte reaktioner på, ha ha. Min dejlige penneveninde Heidi gav mig den flotteste make-up pung med en halskæde i, samt en parfume.

For ikke at skulle køre fór langt på én dag, havde vi heldigvis tilbuddet om at overnatte deroppe. Så ved siden af min far´s akupunktur- klinik, sov vi i gæsteværelset. Jeg er normalt et udpræget A-menneske, men alligevel vågnede jeg ikke før efter kl. 09. På en eller anden sjov måde, vågnede alle i huset på omkring den samme tid. Vi fik igen massive mængder af kaffe og en god omgang morgenmad, før vi var rede til at begive os hjemad. Hjemme var vi ikke længe, inden mine bonus-børn ankom for at tilbringe de næste par dage.

Eftersom Michael havde investeret i lamel-gardiner, begav vi os igen Nordpå, op til Brovst, hvor han bor. Lars har erfaringen med at få den skåret til og monteret. Så med hjælp fra far og Michael, fik de sat dem op. Imens tilbragte jeg dagen sammen med Inger. Vi fik snakket om mangt og meget. Sidenhen sad vi og nød alle fem afsnit af ”Livsens Ondskab”, som blev vist på DRK. Virkelig skønt! En mageløs serie! Gustav Wied har virkelig spiddet borgerskabet med sin pen. Både tænksomt og morsomt. En virkelig fornøjelse!

Vi har ikke lavet det helt store herhjemme. Resten af året skal bruges på solid afslapning. Jo, lidt rengøring og meget tøjvask, men det er ikke værd at nævne, kan man sige. I dag skal Lars på jagt efter noget til det tre-retters måltid, jeg vil lave i morgen, Nytårsaften. Den oksemørbrad, jeg havde tænkt at lave, har vi ikke kunnet finde. Måske lykkes det i dag? Vi skal sidde alene, for Sine skal på en fleredagstur med veninder. Søren kommer til spisning og skal nok også tilbringe aftenen her, indtil han nok tager videre til fest.

Modsat, hvad jeg plejer, er det krimierne, jeg er dykket ned i, hvad angår læsestof. Jeg har læst de to første bøger af Nini Schulman: ”Pigen med sne i håret” og ”Drengen, der holdt op med at græde”. Desuden er jeg ved den 4. bog i serien om mysterier i Århus, skrevet af Inger Gammelgaard Madsen. De er særdeles velskrevne og medrivende. Det er sjovt, at man kender de steder, gader, veje, bygninger, som hun nævner, hvor hovedpersonerne begiver sig hen. Desuden liggende fra biblioteket, har jeg et par stykker mere af Jo Nesbø. Så er det bare at gå i gang. Hvad angår film, så kan man ikke sige, at vi mangler dem i fjernsynet for tiden. I går så jeg ”Working Girl” og ”Americas Sweethearts”, bare for at nævne nogen. Men ellers har jeg ikke kunnet komme udenom noget af de sindssyg mange genudsendelser af ”Alene hjemme” fra 1-5. de er sjove én gang, måske den anden gang. Men gang nummer 7, så har jeg fået nok. Godt, at der findes fjernbetjeninger og andre kanaler.

Nu vil jeg ønske jer alle en dejlig nytårsaften og lykke i det nye år, som er lige derom hjørnet. Godt 2016 til dig !