01-06-2019

Rejsen

Nu vil jeg fortælle lidt om en ´rejse´, jeg har været på.

Den handler om den måde, man kan lære at håndtere sin angst på, nemlig ved brug af eksponering ... Teorien bag eksponeringen er, at man udsætter sig for det, man er bange for.

Det kan være at holde en edderkop, når de er ens frygt. Man kan udsætte sig for høje steder, hvis det er der, ens frygt ligger. Og som i mit tilfælde, kan man gå ture, hvis det er det at gå ud, man er bange for. Det der med at ´komme ud over dørtrinnet´, har været et problem for mig så længe tilbage, som jeg kan huske. Selvfølelig er det med varierende niveauer på angst-skalaen, på de forskellige tider. Men efter min far døde, blev niveauet målt på min indre angst-skala, skyhøjt. Når man er i en proces med at eksponere, måler man sin angst på en skala fra 0-10. Hvor 0 er ingen angst og 10 er så meget, at man holder sig fra aldeles alt, man er bange for. Når min angst er på 8, lader jeg være med at forlade hjemmet. Den skal helst være omkring højst 6. Men - som sagt - skal man udsætte sig selv for det, man er bange for.

Hvis man som mig er bange for at komme ud blandet andre mennesker, er det nok ikke Ikea på en lørdag formidddag, man skal hoppe ud i som det første. Min første udfordring var, at jeg skulle gå en lille tur her i området. Jeg begyndte med en tur på 10 minutter. I længere tid gik jeg samme rute - i ugesvis. Indtil jeg magtede at udvide ruten, for efterhånden endda at ændre ruten. Dernæst kom turen til at handle 🤪 Hvis gåturen var svær, så var det at handle rædselsfuldt. Men jeg gjorde det. Men altid i selskab med min mand, Lars. Sidenhen har jeg sommetider magtet at handle med mine veninder. Det er virkelig noget, der virker; det dersens eksponering, Men jeg må sige, at sjovt - nej, det er det ikke. Det er hårdt arbejde. Og ubehageligt arbejde. Svært. Og ind imellem kommer der nederlag. Hvor man så må sige, at  nej, ud på vejen kom jeg ikke, men i det míndste ud i haven, eller bare på terrassen.

Det handler om at gøre det HVER ENESTE dag. Ikke kun hver anden, for det er gentagelserne, der er grundlæggende for, at det virker.

Angsten kan narre en. Når man f.eks. går op af en trappe, kan ens puls naturligvis stige. At ens hjerte arbejder hurtigere, kan føles, som om at et angstanfald er på vej. Derfor kan man også arbejde med at ´snyde´ kroppen. Og på  den måde lære, at det altså ikke er farligt. At man kunne blive svimmel, kan også narre en til at tro, at nu er der et anfald på vej. Og det er en af mine ´ting´. Mine øvelser, hvad det angik, gik derfor ud på, at jeg skulle sidde på en kontor-stol og snurre rundt på den. 7 gange rundt, for så at rejse mig op og gå hurtigt 10 gange frem og tilbage. Selvfølgelig var min umiddelbare frygt, som svimmelhedden satte i kroppen, at jeg helt sikkert ville falde. Men når jeg havde gjort disse øvelser HVER DAG og i lang tid, skulle min krop og især mit sind lære, at det at blive svimmel pga. angst, ikke betyder, at man(jeg) vil falde og i den dur. Så det øvede jeg. og mht. at få ens puls op, trak jeg vejret gennem et sugerør, hyper-ventilerede så. Dét sætter om noget kroppen i beredskab,´nu dør jeg´...  eller tanker lignende. Og det gør man ikke, og det lærer krop og sind. Gentagelserne...!!!

Det kan være at det er lidt rodet stillet op, men jeg håber, at det alligevel gav mening. Sidste sommer var jeg ude og holde foredrag på et kursus, hvor deltagerne skulle lære at håndtere deres angst. Det kursus indeholdt de elementer, jeg har præsenteret for jer her. Og jeg tror nu nok, at jeg slap meget godt fra det.