06-07-2019

Missekatte

Sidste år, 2018, var alt andet end et godt år for mig. Jeg havde en del sygdom, bl.a. et stressbrud på den højre fod, der satte mig i kørestol i en periode. Hvor jeg altså ikke kunne komme udenfor en dør alene. Var jeg lige ved at blive vanvittig - det var et retorisk spørgsmål - og ledende- mon ikke, jeg var !!!! Der var også decideret meget sygdom, og hvad har vi....

Året startede dårligt ud, som sådan. I begyndelsen af februar var jeg nød til at lade min kat, Misti,   gennem 8 år, aflive  Misti var altid en meget ´talendde´kat. Men til sidst kunne jeg ikke med verdens vold og magt; eller ikke på den sædvanlige måder, få hende til at blive tilpas. Og derfor tror jeg bestemt, ar hun ikke havde det særlig godt. Vi er mildest talt fremmede for de udtryk dyr giver for smerte. Jeg mistænker, at hun måske havde en hjernetumor, måke noget andet. Men hun fik fred.❤

Ikke så længe efter, fik jeg så Buster. Dejlig, smuk, rød hankat, som var knap 5 måneder, da vi fik ham. Han var vant til at bliver ´kastet´ fra favn til favn af fire små-gutter på 10 år og nedefter, så han var ekstrem nem at have med at gøre.

Til trods for, at jeg fik ham neutraliseret lige til det rigtige, anbefalede tidspunkt, hjalp der ikke på, at han sloges ned andre katte, Vi har et katte-paradis af en have. I hvert fald er der en del katte, der holder fast til der. Så Buster ville forsvare haven. Terrotial, som han var.

Men udover at slås, begyndte han også at strejfe. Og det blev hans endeligt. En dag, lige efter min fødselsdag, forsvandt han pist væk. Vi eftersøgte ham i Hammel-grupper på facebook, var ude og lede også videre. Til en venlig sjæl skrev, at hun var ked af det, men  der lå en kat, kørt ned, der og der. Vi suste derud, og rigtig nok; Dér lå han. Han måtte have været død i nogen dage. Hans bløddele var væk, spist af mider og hvad ellers, der er med til at rydde op i naturen. Det var et traumatisk syn, som jeg bar med mig i en rum tid. Indtil jeg kom fremtil, at det jo ikke var HAM, men kun et tomt hylster, der lå der.

Efter det gemte jeg alt, absolut alt, der kunne vise, at der var kat her, væk. Vi har et lille depot, som jeg ryddede op i og bagefter stillede kattemad, kradsebræt, skåle, sand osv. ind. Derefter skulle jeg slikke sårene.

Sidst i august ringede min bror, Hans Erik så. At der var dukket en lille bitte killing op ved hans hus. Den havde ingen sted at være. Hun har siden vist sig kun at have været 6-7 uger gammel. al al for ung til at komme fra sin mor. Men trods han ledte, lykkedes de kke at finde nogen mor.  Storebror var meget agiterende for, at jeg skulle have hende. Hun er sendt fra himle til mig, sagde han. Men eftersom hun var så ung, var det ikke til at se, om hun var en han eller hun. Han tog hende med på dyrehospitalet. Fik sikkerhed for, at det var en hun. Med strejfen og slåssen, er jeg ikke interesseret i nogensinde at få en hankat mere. Og på dyrehospitalet  fik han også ellers afvide, at kattens værn kunne hjælpe, hvis han ville have hende aflivet. Mit bløde hjerte fik overtaget og jeg fik hende hjem. De første to dage sov hun bare. Skulle lige afklimatisere. Men hun er uden sammelig ning den bedste kat, jeg nogensine har haft. Hun kommer ofte, virkelig ofte, og hopper op på skøddet og der bliver hun så liggende. Det er så rørende og dejligt. Mit ´moder-hjerte´ smelter lidt hver gang ❤ 

Først var jeg hamrende ræd for at lukke hende ud. Overvejede kraftigt, om hun skulle være indekat. Frygten for at miste endnu en kat, var overvældende. Men da hun begyndte at blive ´teenager´ - på den måde, at alt skulle køres over grænsen og energi-niveauet var højere, end sjovt var, kom hun så ud. Men vi lukker kattelemmen om natten. Ikke midste fordi hun har vist sig at være noget af en jæger og har fanget et utal af fugle, som hun så stolt kommer hjem og afleverer.  Det er så heller ikke morsomt. Men det er jo kattens natur, rovdyr, som de er.